Salme

Kapitel 39

Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 (39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 (39:4) mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 (39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 (39:6) Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
6 (39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 (39:8) Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 (39:9) Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 (39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 (39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 (39:12) Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
12 (39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 (39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!