Salme

Kapitel 18

HERRE, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke!
2 (18:3) HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
3 (18:4) Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
4 (18:5) Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
5 (18:6) Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
6 (18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
7 (18:8) Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
8 (18:9) Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
9 (18:10) Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
10 (18:11) båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
11 (18:12) han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
12 (18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
13 (18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
14 (18:15) Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
15 (18:16) Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
16 (18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
17 (18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
18 (18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
19 (18:20) Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
20 (18:21) HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
21 (18:22) thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
22 (18:23) hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
23 (18:24) Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
24 (18:25) HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
25 (18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
26 (18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
27 (18:28) De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
28 (18:29) Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
29 (18:30) Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
30 (18:31) Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
31 (18:32) Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
32 (18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
33 (18:34) gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
34 (18:35) oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
35 (18:36) Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
36 (18:37) du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
37 (18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
38 (18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
39 (18:40) Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
40 (18:41) du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
41 (18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
42 (18:43) Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
43 (18:44) Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
44 (18:45) hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
45 (18:46) Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
46 (18:47) HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
47 (18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
48 (18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
49 (18:50) HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
50 (18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.