Salmenes

Kapittel 7

Herre min Gud! Til dig setter jeg min lit; frels mig fra alle mine forfølgere og redd mig, (7:2) Herre min Gud! Til dig setter jeg min lit; frels mig fra alle mine forfølgere og redd mig,
2 (7:3) forat ikke fienden skal sønderrive min sjel som en løve, sønderbryte, og det er ingen som redder!
3 (7:4) Herre min Gud! Dersom jeg har gjort dette, dersom det er urett i mine hender,
4 (7:5) dersom jeg har gjengjeldt den med ondt som holdt fred med mig, eller plyndret den som var min fiende uten årsak,
5 (7:6) så la fienden forfølge min sjel og innhente den og trå mitt liv til jorden og legge min ære [de. sjel.] i støvet. Sela.
6 (7:7) Stå op, Herre, i din vrede, reis dig mot mine fienders rasen og våkn op til min hjelp! Du har jo påbudt dom.
7 (7:8) Og la folkeslagenes forsamling omringe dig, og vend tilbake over den til det høie!
8 (7:9) Herren holder dom over folkene; døm mig, Herre, efter min rettferdighet og efter min uskyld, som er hos mig!
9 (7:10) La dog de ugudeliges ondskap få ende og den rettferdige stå fast! Du er jo den som prøver hjerter og nyrer, en rettferdig Gud.
10 (7:11) Mitt skjold er hos Gud, som frelser de opriktige av hjertet.
11 (7:12) Gud er en rettferdig dommer, og en Gud som vredes hver dag.
12 (7:13) Dersom han [den ugudelige.] ikke vender om, så hvesser han [Gud.] sitt sverd, spenner sin bue og gjør den ferdig
13 (7:14) og legger drepende våben til rette imot ham; sine piler gjør han brennende.
14 (7:15) Se, han [den ugudelige.] er i ferd med å føde misgjerning; han er fruktsommelig med ulykke og føder løgn.
15 (7:16) En grav har han gravd og hulet den ut; men han faller i den grav han arbeidet på.
16 (7:17) Den ulykke han gikk og tenkte på, faller tilbake på hans hode, og over hans egen isse kommer den vold han hadde i sinne.
17 (7:18) Jeg vil prise Herren efter hans rettferdighet og lovsynge Herrens, den Høiestes navn.